Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Der er en ny børnebog på gaden. “Ellens mor har skæve øjne” af Maria Eun Elkjær. En børnebog omkring diversitet og adoption. Bogen er baseret delvist på Marias egne erfaringer. Et vigtigt og yderst relevant emne. Jeg kender Maria privat, og hun begyndte at skrive på bogen de sene aftener under den første corona-nedlukning i marts 2020. I april, her 2 år efter, var jeg med til hendes bogreception.
I maj måned kører Bloggers by Heart (Ambassadørskab / reklamelink) en ferie-serie, og dette indlæg er en del af serien. Serien skal være med til at give dig inspiration til læsningen denne sommer.
Kort info omkring bogen
Titel: Ellens mor har skæve øjne
Forfatter: Maria Eun Elkjær
Illustrator: Rikke Lydeking
Type: Børnebog
Emne: Diversitet med udgangspunkt i udenlandsk adoption
Sprog: Dansk
Udgivet: 7. april 2022
Forlag: Forlaget Indblik
Antal sider: 27
Køb den her: Du kan købe børnebogen “Ellens mor har skæve øjne” i de fleste fysiske boghandlere samt online. Bl.a. her hos Forlaget Indblik. Bogen koster 199,95kr.
Lydbog: Bogen findes endnu ikke som lydbog, men mon ikke det kommer.
Mere fra samme forfatter: Maria Eun Elkjær har sin forfatterdebut med denne bog, men jeg tror, der kommer mere fra hende med årene. Hun er kun lige begyndt.
Boganmeldelse: Ellens mor har skæve øjne
Bogen handler om pigen Ellen på 7 år. Hun bor sammen med sin mor, far og lillebror. Ellens mor er adopteret fra Sydkorea, og i forbindelse med et projekt i skolen, begynder Ellen at stille forskellige spørgsmål. Bogen fortæller på børneniveau omkring især adoption men også omkring udseende, om forskelligheden af begreber, om regnbuefamilier og om biologiske forældre. Det er en flot og velskrevet bog med et yderst interessant, relevant og vigtigt emne. Tilmed har bogen mange, meget flotte og detaljerede illustrationer.
Jeg har ikke selv adoption inde på livet i min familie, men jeg har en veninde, som er mørklødet, og jeg har en anden veninde, som har fået børn ved hjælp af donorer. Jeg synes, det er vigtigt at snakke med sit barn om, hvorfor vi ikke alle ser ens ud, hvorfor nogle børn f.eks. har 2 fædre osv. Bogen giver et spændende indblik i, hvordan og hvorfor adoption sker, samt hvorfor vi ikke alle sammen går rundt og ser ens ud. Det er ikke blot en børnebog men også en interessant bog for voksne.
Første gang jeg forsøgte at læse bogen, læste jeg højt for Alexander. Vi nåede helt til side 15, men der mistede han koncentrationen. Han er 4 år og lige lille nok til at forstå bogen helt. Men han lyttede interesseret og kiggede nysgerrigt på Rikkes mange flotte illustrationer. Jeg tror, vi finder den frem igen om 1 år eller 2.
Har du også haft fornøjelsen af at læse bogen Ellens mor har skæve øjne? Skriv endelig her i kommentarfeltet, hvis du har nogen spørgsmål til Maria og bogen. Så sender jeg dem videre til hende. Du kan også læse en artikel med hende her.
Find inspiration til gode oplevelser med børn i Danmark her.
I hele maj måned kan du følge med hos Bloggers By Heart på Instagram og blive inspireret til gode læsestunder. Forleden delte Lene fra Bagvrk en anbefaling af bogen Glazekager af Anne-Mette Juul Svensson. Sådan nogle flotte kager! Og næste søndag deler Helle fra Helles Univers en læseanbefaling.